Rasmus og Mona har jubilæum den 1. august
Rasmus Korsgaard
25-års jubilæum
Privatrådgiver Rasmus Korsgaard, 45 år, kan fejre 25-års jubilæum i Sparekassen Thy. Rasmus startede som elev i 1997 og blev efterfølgende rådgiver i Hanstholm. I 2004 blev han afdelingsbestyrer i Vestervig, og da afdelingen i 2011 blev lagt sammen med Hurup-afdelingen, rykkede Rasmus hertil som privatrådgiver. I 2015 var Rasmus med til at starte Sparekassens fjernkundeafdeling – Sparekassen Thy Danmark – hvor han fortsat rådgiver kunder i hele landet.
Rasmus blev valgt til Samarbejdsudvalget i 2003, han har været tillidsrepræsentant siden 2011, arbejdsmiljørepræsentant siden 2018 og har siddet i Sparekassen Thys bestyrelse som medarbejdervalgt siden 2019.
Rasmus sidder i skolebestyrelsen på Tilsted Skole, han har været holdleder i TIK og er tidligere medlem af erhvervsnetværket JCI. Fritiden bruges på padelbanen, som fodboldekspert i sofaen og sammen med gode venner. Rasmus er gift med Jannie, og de bor i Tilsted med deres to hjemmeboende børn.
Mona Boesen Lund
40-års jubilæum
Investeringsmedarbejder Mona Boesen Lund, 60 år, kan fejre 40-års jubilæum i Sparekassen Thy. Mona startede som elev i 1982 og har i kortere perioder været ansat i filialerne i Nors, Frøstrup, Vesløs og Sennels.
Frem til 1996 har hun fungeret som privatrådgiver i Thisted-afdelingen, hvorefter hun blev tilknyttet sparekassens erhvervsafdeling. Mona var samtidig ansvarlig for valuta- og udenlandske overførsler. I 2004 overgår hun til sin nuværende stilling som investeringsmedarbejder.
Mona Boesen Lund har tidligere været håndboldspiller i Viking HK. Hun har været kasserer i Hundstrup Østerild Spejderne og Østerild Skytteforening og været medlem af skolebestyrelsen på Østerild Skole. Nu bruges fritiden blandt andet på børn og børnebørn, som alle bor i området. Der bruges også tid både i naturen og i haven. Mona er gift med Erik og bor i Hovsør.