
Kundecase: Entreprenør holder til under jorden
Vils Entreprenørforretning med afdelinger på Mors og i Viborg, holder sig til det, de er gode til. Alt dét
der foregår under terræn. Sammen med de gode relationer til kunderne er det med til at drive virksomheden
fremad – nu med en ny direktør ved roret.
Anlægsarbejde, forsyningsarbejde, kloakseparering, udgravning til fjernvarmerør og meget andet. I mange tilfælde også støbning af fundamenter i samarbejde med underentreprenører, men så kommer de heller ikke højere op. Vils Entreprenørforretning holder sig nemlig under jorden, for det er noget, de er rigtig gode til.
- Vi har 45 års erfaring med jordarbejde. Det er hér, vi er dygtige, og det er også her, vores forretning er gearet til at levere de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger, fortæller administrerende direktør, Søren Glintborg.
Knap et halvt år har Søren Glintborg siddet i direktørstolen, men ny i Vils er han nu ikke. Faktisk blev han ansat som medarbejder nummer 17 tilbage i 1997 – i en virksomhed,
der siden er vokset støt og i dag beskæftiger omkring 165 medarbejdere.
- Dengang var det en mindre, lokal virksomhed på Mors, hvor unge drenge som mig, der elskede store maskiner og kæmpe kloakrør, kunne få både uddannelse og arbejde. Og så er jeg jo sådan set blevet hængende siden og har set og bidraget til Vils’ udvikling fra første parket, fortæller Søren, der købte sig ind med en mindre andel i virksomheden i 2013. I 2024 tog han det sidste skridt og overtog størstedelen af ejerskabet i entreprenørforretningen.
De gode relationer er afgørende for os
Vils Entreprenørforretning har efterhånden mange års erfaring med at opbygge tillidsfulde relationer til kunderne. Det er typisk kommuner og forsyningsselskaber med opgaver, der skal i udbud. Og her står Vils stærkt i markedet.
- Vi har en lang tradition for at være grundige og løsningsorienterede. Har kunden en udfordring, så har vi også en udfordring. Det handler om at opføre sig ordentligt og ansvarligt hele vejen rundt, også overfor vores egne underleverandører. Det er det, der gør, at man bliver indbudt til at byde ind på det næste projekt. Og det næste igen, fortæller Søren.
Kunderne er i dag fordelt over hele landet. Hvilket også er grunden til, at de fleste administrative medarbejdere er placeret på afdelingens kontor i Viborg.
- Vi er vokset fra at være en lokal virksomhed med fokus på lokale kunder til at dække det meste af landet med specialiserede kompetencer. Vi har det rigtige setup til at håndtere store mængder jord hurtigt og effektivt, og det kan der være brug for i alle hjørner af landet, fortæller Søren.
Håndtering af jord og beton før, under og efter
Vils Entreprenørforretning tæller foruden entreprenørdelen også en modtageplads til forurenet jord og beton-affald. De foretager jordanalyser, renser jord og knuser beton til stabilgrus. Sammen med underentreprenører kan Vils slutte cirklen på alt arbejdet til og med fundamentet. Fra byggemodning, jordhåndtering og betonfundamenter til håndtering og genanvendelse af byggematerialerne. Og det er noget, kunderne sætter pris på:
- Der er en efterspørgsel i markedet om at kunne håndtere al arbejde op til terræn hos én leverandør. Derudover bliver bæredygtig håndtering mere vigtigt. Når vi kan rense og bearbejde byggematerialer, forøger vi deres anvendelsesmuligheder og forlænger levetiden, og på den måde er vi med til at give en totalløsning på den del af et byggeprojekt, fortæller Søren Glintborg.
Fokus på fornyelsen
Selvom Vils har fokus på det, de altid har lavet, befinder de sig i en branche, der kræver konstant fokus på fornyelse. Både i forhold til maskiner, kvalitetssikring og teknologi, men også i forhold til medarbejderudvikling og trivsel:
- Det er altafgørende for vores opgaveløsning, at vi har dygtige medarbejdere og gode systemer, der taler sammen og gør dagligdagen mere smidig. At vores maskinpark er up-to-date fx med GPS-systemer, der kan fortælle, hvor kablerne er gravet ned. Det betyder noget for løsningen, men det betyder også noget for medarbejderne.
Og det sidste er noget, der har Søren Glintsborgs fulde opmærksomhed. Anlægsstruktører hænger nemlig ikke på træerne. Derfor er der et stort fokus på blandt andet arbejdsmiljø, sikkerhed og lederudvikling.
- Der er rigtig mange, der gerne vil være tømrere og murere, men de overser måske et både vigtigt og fagligt spændende håndværk, der foregår under jorden og helt bogstaveligt er fundamentet for rigtig meget andet arbejde. Det er et håndværk, vi er stolte af, og hvor vi også gerne vil larme lidt mere for at få flere unge mennesker til at kigge vores vej, fortæller Søren Glintborg.
Samarbejdet med Sparekassen Thy
Vils Entreprenørforretning har i flere år været kunde i Sparekassen Thy. Og dét samarbejde valgte Søren Glintborg at opretholde, da han overtog størstedelen af ejerskabet i virksomheden.
- Sparekassen Thy har en virkelig god evne til at sætte sig ind i vores forretning. Vi er en bestemt type entreprenørforretning, og vi oplever, at sparekassen formår at rådgive og vurdere mulighederne med de nuancer og det branchekendskab, der skal til. De har den grundlæggende forståelse, der sikrer os de løsninger, der nemmest og hurtigst får os igennem, afslutter Søren Glintborg.