To kvinder på en bænk foran en el-tankstation.

Nanna får energi i samarbejdet med Sparekassen Thy

Fremtidens tankstation er kommet til Thy.

Kvix - tankstationen, der har ligget på Østerbakken i Thisted siden 1953 - er som den første i Danmark forvandlet til en ren el-station. Men det er ikke kun tankstanderne, der er forandrede. Butikken, maden, oplevelsen og stemningen har alt sammen fået en tur.

Idéen lå ligefor. Samfundet elektrificeres, salget af elbiler buldrer afsted og turismen i Thy har aldrig haft det bedre. Turister fra både København, Norge og Sverige finder vej til vestkysten, så hvilke behov kan vi dække for elbil-ejerne, der kommer til vores område?

- Beliggenheden på havnen er perfekt til elladestandere. Vi har byens bedste udsigt lige ud til Limfjorden og med en central placering midt i byen, er der masser af muligheder for at få tiden til at gå, mens bilen lader op, fortæller Claus Sørensen, der er idémanden bag det nye Kvix.

Fra idé til virkelighed var der flere ting, der skulle gå op. Der skulle etableres samarbejder med både Thisted Kommune, Clever, der står for selve ladestanderne og Thy-Mors Energi, der skulle sikre infrastrukturen for de seks nye ’superchargers’, der er markant større end de ladestandere, der på dét tidspunkt var at finde i Thy. Men det var ikke det vigtigste:

- Jeg skulle finde en dygtig forpagter, der havde energi og gå-på-mod til at drive det, fortæller Claus Sørensen, som vidste præcis, hvem han gerne ville have i front.

Forpagter Nanna Saugbjerg sammen med ejer Claus Sørensen foran de nye elladestandere fra Clever.

Den gamle elev kom tilbage til Kvix

Nanna Saugbjerg hedder forpagteren, der har stået i spidsen for at udvikle og drive det nye Kvix siden slutningen af 2021. Hun var elev på Kvix i årene 2012-2015, og da hun tog afsked med Claus og skulle videre i karrieren, var det ikke med et farvel, men med et på gensyn:

- Jeg vidste, da jeg stoppede, at jeg ikke var færdig med Kvix. Så da den her mulighed kom, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg har altid gerne villet have mit eget, og i den her form – hvor jeg ikke er helt alene, men har et samarbejde, hvor Claus altid kun er et opkald væk – det har været en drømmestart, fortæller Nanna Saugbjerg.

Den nye tankstation er opgraderet med større menu og hyggelig stemning

Den gode stemning på farten

Der er ikke meget, der signalerer tankstation, når man kigger på det nye Kvix. Udvendigt er bygningen beklædt med træ. Der er bygget en stor trætrappe på bagsiden ud mod fjorden, hvor man kan sidde og spise en is. Indeni er de klassiske lysstofrør suppleret med hyggelige lamper. Menuen er opdateret med salater og grillede sandwich, der er god kaffe og flere af de klassiske tankstationsprodukter er fjernet fra sortimentet.

- Som den første rene elladestation har vi valgt at gentænke konceptet. Der kommer færre kunder, der lige skal ind og tanke og handler impulsivt på farten, til gengæld får vi flere kunder, der kommer for maden og en god kop kaffe. Hvis man oplader bilen og skal have en halv time til at gå, så er det vigtigt, at her er rart at være, fortæller Nanna Saugbjerg

Arbejdet gik i gang – og så kom krigen til Europa

Knap var det første spadestik taget til ombygningen, før Rusland gik ind i Ukraine. Med det førte energistigninger, prisstigninger og rentestigninger. Der kom forsinkelser på etableringen af ladestanderne, så butikken var pakket ind i stillads og gravearbejde de første mange måneder. Derfor har det ikke været ren lykke at være selvstændig i 2022.

- Det har været et vildt år, hvor ingenting er gået, som vi havde regnet med. Vi kunne lynhurtigt se, at vores budgetter ikke holdt, men der har jeg altid den positive hat på - jeg er fx sådan en, der det ene øjeblik afslutter et opkald om, at slik stiger 35% i pris fra næste måned, og så tænker jeg ’vi skal videre – nu går jeg ud og sælger 100 sandwich’, fortæller Nanna med et grin.

Samarbejdet med Sparekassen Thy giver energi

Når ingenting går som man regner med, kan man godt tænke, at et opkald fra banken kan give hovedpine. Men ikke hos Nanna.

- Jeg har et fantastisk samarbejde med Tonja fra sparekassen. Hun er god til at ringe, og hver gang jeg har talt med Tonja, har jeg fornyet energi. Sparekassen Thy har hele tiden troet på projektet – og at have den tillid i ryggen fra sin bank er afgørende for at holde energien oppe. Derudover er Tonja god til at se både mine stærke sider, og hvor jeg kan have brug for ekstra fokus, fortæller Nanna.

Nanna Saugbjerg ved sandwichdisken på den nye Kvix station

Og hvad så med fremtiden?

Kvix kigger ind i sin første rigtige højsæson her til sommer. Isen er på frost, brødet er friskbagt og de sidste forskønnelser er ved at være på plads. Nu venter turisterne. For Nanna Saugbjerg bliver sæsonen også med fokus på at teste og eksperimentere med den nye slags tankstation:

- Når vi kigger ud i fremtiden, tror jeg, at vi fortsat arbejder på at blive endnu mindre tankstation og mere en hybrid mellem en café, et frokoststed og et ishus. Man kan stadig komme ind efter en pakke cigaretter, en lottoseddel eller en chokoladebar, men der skal være mere hygge over det, slutter Nanna.