15.000 boligejere med F-kort-lån får nyt rentetillæg
Der er 15.000 boligejere i Totalkredit, der skal have refinansieret deres F-kort-lån 1. juli 2026. Det betyder, at lånet får et nyt rentetillæg, der fastsættes på en auktion.
Er du en af disse boligejere, er dit nuværende rentetillæg på enten 0,45% eller 0,54%, og vi forventer, at det bliver 0,55%, når obligationerne skal sælges på auktion til investorer på de finansielle markeder.
F-kort-renten består af to dele
Rentetillægget på et F-kort-lån lægges til en markedsrente, og samlet udgør de den F-kort-rente, du som boligejer betaler (læs mere i boksen). Markedsrenten er en seksmåneders rente, den såkaldte CITA6-rente, og den styres af, hvordan investorerne på de finansielle markeder forventer, at renterne udvikler sig i det kommende halve år.
Det er kun rentetillægget, der bliver bestemt på auktion i løbet af foråret. Den samlede F-kortrente fra 1. juli bliver først fastsat 25. juni, og vil afhænge af CITA6-renten. Du kan følge med i udviklingen i CITA6-renten i Renteudsigten her.
Har du det rigtige lån?
Hvis du er bekymret over risikoen for, at renten kan stige i fremtiden, bør du tale med din rådgiver i dit pengeinstitut. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med. Du har dog kun frem til udgangen af april, hvis du vil omlægge dit lån. Fristen for at ændre lånet er nemlig 30. april 2026.